”Jeg håber ikke, jeg bliver for effektiviseret”

Kun 25 år gammel er Joachim Tranberg Lefolii blevet ejer af Brillehuset i Kalundborg. Her fortæller han, hvad det er ved dynamikken i butikken, han ikke kan stå for. Selv om han nu er chef, håber han ikke at blive alt for optaget af effektivitet. Der skal stadig være plads til det sjove.

AF BIRGITTE BARTHOLDY. FOTO: MEW

Joachim Tranberg Lefolii er født og opvokset i Kalundborg. Så nu, hvor han er blevet ejer af Brillehuset på Nytorv i byen, er han på mange måder ”kommet hjem”. Men i en ny skikkelse. Da han sidst havde sin daglige gang her, var han en ung gymnasieelev, der nød at shoppe, når butikkerne havde aftenåbent. Nu er han trådt ind i en voksen rolle og blevet en del af byens erhvervsliv.

”Jeg skal lige vænne mig til, at jeg nu befinder mig på den anden side af scenetæppet,” som han siger. ”Nu betyder aftenåbent, at jeg skal sidde her i butikken til sent og betjene kunderne mellem de samme flag og balloner som de andre butiksejere. Det er ret utroligt, så seriøst de andre erhvervsdrivende pludselig tager en.”

Selve optometristfaget kom han ind i, fordi han nok var interesseret i anatomi og fysiologi, ligesom de mange tandlæger og læger i hans familie, men ikke var særligt interesseret i at have patienter.

”Jeg var mere til at have med kunder at gøre. Jeg ville løse folks problemer og sende dem ud af butikken igen efter en seriøs, men også hyggelig stund. Der skulle ikke være noget surt forbundet med at komme hos mig,” siger han.

Optiker Christian Lind, som for 28 år siden grundlagde Brillehuset og har været ejer af butikken siden, er en ven af Joachims far. Han hørte om Joachims drømme og anbefalede ham at blive optometrist. Da Joachim var færdig med sin værnepligt, inviterede han ham på en to ugers praktik i butikken for at snuse til faget.

”Da havde jeg aldrig været i en optikerforretning før og vidste intet om, hvad de lavede. I starten forelskede jeg mig nok mere i dynamikken og den rare stemning her i butikken end i selve faget. Jeg havde jo ikke ret meget begreb om, hvad briller betød for folk. Men jeg kunne i den grad lide stemningen i Brillehuset og måden, som Christian og de andre var overfor deres kunder på.”

En livsomvæltning

Året efter søgte Joachim ind på optometriststudiet i København. Undervejs i sin uddannelse var han både i en butik, der gik mest op i stel og design og i en, hvor en optiker lærte ham at nørde med det faglige. Egentlig var planen at blive i København, når han blev færdig.

”Men i løbet af det sidste år af min uddannelse, skete der nogle ting i Christians liv, der gjorde, at han fik brug for mere fritid. Det gjorde min far mig opmærksom på. Så jeg ringede til Christian og tilbød, at tage den sidste del af min praktik i Brillehuset, for på den måde at hjælpe i en svær situation, og det tog han meget gerne imod.”

Derefter gik der ikke ret lang tid, før Christian tog en snak med Joachim om, hvad hans drømme for fremtiden egentlig var.
”Selv om jeg på det tidspunkt kun var 23 år, spurgte Christian, om jeg kunne tænke mig at komme tilbage til Brillehuset, når jeg var færdig med min uddannelse, og overtage den, så vi kunne sikre butikkens fremtid. Og det ville jeg rigtig gerne.”
Joachim lægger ikke skjul på, at det selvfølgelig var en kæmpe beslutning for ham at tage.

”Men jeg kunne se mig selv i det, på grund af Christians indstilling. Han er min mentor og rådgiver og har satset meget på mig.”

Det spillede også ind, at Joachim på sin vej rundt i andre butikker, havde fundet ud af, at arbejdsmiljøet i Brillehuset passede særlig godt til ham.

”Jeg kan rigtig godt lide, at vi har så godt et ry i byen. At folk bare kommer for at drikke en kop kaffe og snakke lidt.

Dagligdagen her i butikken er rigtig hyggelig. Samtidig går vi op i, at have en høj faglighed. Christian har altid investeret meget i maskiner, instrumenter og nye systemer, så vi har mange sjove ting at nørde med. Det betyder, at vi kan tilbyde vores kunder mere individuelt skræddersyede løsninger og få afdækket alt, hvad der overhovedet kan afdækkes, før vi sætter noget på næsen af dem. ”

Skal vænne sig til chefrollen

Joachim købte forretningen af Christian over tre omgange. Mens han var under uddannelse, købte han de første 20 procent, så 20 mere sidste år, og ved årsskiftet købet han de resterende 60 procent.

”Jeg har brugt meget energi på at tale med banker, revisor og advokat. Det har været spændende at få indsigt i alt det administrative, men samtidig er jeg glad for, at jeg har mine brødre og andre i familien, som har erfaring indenfor det her med at blive selvstændig og har hjulpet mig.”

Føler du, at du løber en stor risiko?

”Ja, jeg er jo forgældet til op over begge ører,” ler Joachim.
”Men jeg prøver at finde en sund balance mellem at være forsigtig og samtidig ikke gå for meget op i, hvad nu hvis …

Jeg vil ikke ødelægge charmen ved at være selvstændig ved at være for risikobevidst, jeg vil hellere holde mit fokus på at drive en god forretning.”

Men selvfølgelig er det noget af en overgang for ham pludselig at blive chef for et større personale, der foruden ham selv tæller tre optikere og to assistenter.

”Heldigvis er her tradition for, at hver enkelt har et stort ansvar. Også større end hvad jeg har oplevet i andre forretninger. Sådan fortsætter vi med at have det. Jeg betragter lidt mit personale som mit bagland og lægger vægt på, at vi har stor tillid til hinanden og fortsat er rummelige overfor vores meget forskellige personligheder. Jeg ser det som en styrke, at kunderne kan finde lige det match, der passer dem.”

Som en del af deres aftale ved overtagelsen arbejder Christian Lind fortsat i butikken to halve dage om ugen.

Hvordan er det at være chef for din tidligere chef?

”Det fungerer rigtig godt. Christian har så meget fantastisk erfaring, som jeg gerne vil nå at labbe i mig. Det har være vigtigt for mig, at han blev, han har jo i alle årene været butikkens ansigt udadtil og altid været meget vellidt i byen. Han må gerne fortsætte med at repræsentere butikken og sparre med mig længe endnu.”

Mange timer i bilen

Indtil videre bliver Joachim boende i København, hvor han har boet de sidste syv år. Men med tiden flytter han nok til Kalundborg igen.

”Selv om jeg ikke vil lægge skjul på, at det bliver svært at flytte fra den omgangskreds, jeg har opbygget, og som jeg sætter rigtig stor pris på. Jeg ser folk hele tiden, når jeg har fri, og det fællesskab er jeg ikke parat til at give slip på endnu, også selv om det er hårdt dagligt at køre 1 time og 15 minutter hver vej.”

Men det er prisen for at være i verdens bedste butik, som han siger. Han har ikke et øjeblik fortrudt, at det er butikslivet, han har valgt som karrierevej, og som forudset, er det kundekontakten, han holder allermest af ved sit arbejde.

”Her kommer en del ældre kunder, og de vil da godt lige se mig an, fordi jeg er så ung. Men stille og roligt som vi når igennem udmålingen, kan jeg mærke, jeg vinder deres tillid. Jeg elsker det øjeblik, når jeg fjerner phoropteren igen og kan mærke, at vi nu begge er okay med, at jeg skifter rolle fra at være optiker til at blive sælger. Hele opgaven med at finde de rigtige glas og stel anser jeg også for rigtig, rigtig vigtig.

Vi har ikke bedre glas end alle de andre, men vi prøver at være stærke og fair i vores rådgivning. Jeg synes, det er væsentligt også at kunne sige til folk, når de ikke har behov for nye briller.”

Det er med en omfattende personlige service, at Brillehuset forsøger at adskille fra de andre optikerforretninger i byen.
”Sådan har Christian kørt butikken, og sådan ønsker jeg at køre den videre. Jeg kan se på vores journaler, at folk kommer igen og igen. Sikkert fordi vi afsætter halvanden time til hver kunde og har et stort udvalg både af glas og stel, så vi kan tage alle mulige individuelle hensyn.”

Butikken har vækstet i flere år, og den vækst håber Joachim at holde fast i. Umiddelbart har han ingen store forandringer på vej, andet end at han gerne vil udvide butikkens hjemmesynsprøve-servicer.

”Alt andet kører, som jeg ønsker det,” siger han.