3 GODE RÅD FRA OPTIK SKÆLSKØR
1. Find en partner, der øger dit eget drive. Hvis I ”spiller hinanden gode”, vil partnerskabet være positivt for omsætningen, for kunderne – og for jer.
2. Test samarbejdet i praksis. Mads og Stine arbejdede sammen i et år, før Mads overtog sin andel af det ApS, Stine ejede. På den måde undgår I økonomiske mellemværender, hvis det viser sig, at I ikke går godt i spænd.
3. Husk revisoren! Det er vigtigt, at I konsulterer revisor og advokat undervejs i forløbet.
Stine Ditlevsen elsker at drive forretning, men hun havde brug for noget mere med- og modspil i hverdagen.
”Jeg syntes, det kunne være fedt at have en sparringspartner, der kunne udfordre mig, komme med sjove krøllede ideer, have samme drive og fart på som mig selv og kunne få tingene til at ske,” siger hun.
Hun havde tidligere drevet Optik butik sammen med sin mor, Ulla Nielsen, men da Stine købte butikken af sin mor, var tanken også, at Ulla vil begynde at tænke på pension. Stille og roligt tog Stine kontakt til flere kollegaer, der drev butik sammen med en makker og havde succes med det. Derefter fik hun mod på at tage springet.
”Heldigvis er optikerbranchen ikke så stor, så jeg kom igennem en fælles bekendt i kontakt med Mads og inviterede ham på en kop kaffe,” siger Stine Ditlevsen.
Mads Fredborg bor i Ringsted og arbejdede som optometrist i Herfølge, så han var vant til at pendle. Så om det hed Herfølge eller Skælskør, betød ikke noget bortset fra, at Mads ikke havde helt styr på geografien.
”Jeg tænkte, ”Skælskør? Jeg skal da ikke til Skælskør”. Men jeg gav det alligevel en chance og kørte derned, og da jeg så udsigten ud over vandet, var jeg allerede solgt,” siger Mads Fredborg.
Det viste sig hurtigt, at der var andre fordele end en god udsigt ved tilbuddet fra Stine. I august 2017 mødtes de til en kop kaffe og en uforpligtende snak.
”Vi klikkede bare super godt sammen fra første færd, så det blev ret hurtigt klart, at vi sagtens kunne arbejde sammen,” siger Stine Ditlevsen og Mads Fredborg samstemmende.
Det næste skridt blev at ansætte Mads i butikken og teste samarbejdet i praksis. Han fik fra starten medbestemmelse, så de begge kunne bidrage til forretningens udvikling.
”Aftalen var lavet sådan, at hvis alt gik godt, og vi kunne arbejde sammen og tingene løb rundt, så kunne vi gå i gang. Men hvis det omvendt ikke gik med samarbejdet, og vi ikke kunne drive det til mere, så kunne vi gå hver til sit uden et økonomisk mellemværende. Men det gik heldigvis rigtig godt,” siger Mads Fredborg.
Efter et år var han klar til at overtage sin fulde andel af det ApS, Stine ejede. Undervejs havde de konsulteret en revisor og en advokat, og det forløb gnidningsfrit og uproblematisk, fordi Mads var helt tryg ved Stines revisor.
”Jeg kunne naturligvis have opsøgt en uvildig revisor for en ”second opinion”, men jeg var helt tryg ved den revisor, der allerede kendte Stines forretning. Jeg følte slet ikke, at det var nødvendigt,” siger Mads Fredborg.
Optik Skælskør er en selvstændig forretning med medlemskab af indkøbssamarbejdet Optik Team, der også byder på konsulentbistand inden for en række relevante områder. Man kan være medlem på det niveau, man har lyst til og buge ydelser som markedsføring, indkøbsfordele og sparring efter ønske og behov. I dag har butikken et kundegrundlag, der strækker sig en del ud over Skælskør bygrænse. Der er også kunder fra bl.a. Slagelse, Næstved, Korsør, Ringsted og sågar Herfølge, der har fået øjnene op for det dynamiske team i Skælskør.
”Det har hele tiden gået godt for butikken, men at Mads er kommet med ombord, er rigtig rart. Dét, at vi har et super godt team, er helt indlysende og altafgørende for en optikerforretning. Det giver et super drive og en helt særlig stemning, der helt sikkert smitter af på kunderne,” siger Stine Ditlevsen.
Hun oplever, at partnerskabet også giver kunderne en positiv oplevelse. Det kan i sagens natur appellere til et større kundesegment, når begge køn er repræsenteret.
”Jeg er virkelig glad for, at jeg tog den beslutning og solgte halvdelen af butikken til Mads. Nu er vi to, der deler ansvaret for at skabe udvikling og drive butikken i en fælles ånd. En klog kollega sagde på et tidspunkt til os, at det handler at spille hinanden gode, og det er præcis det, vi gør, og det gør det fedt at gå på arbejde,” siger Stine Ditlevsen.