Verdenssundhedsorganisationen WHO har i år udnævnt 8. oktober til Verdens Synsdag. Øjenforeningen og Optikerforeningen er enige om, at der fortsat er brug for at informere danskerne om synet – og de problemer, der kan opstå, hvis man ikke passer på sine øjne. Derfor går de to foreninger endnu engang sammen om en landsdækkende kampagne under sloganet ”Tjek dit syn”.
Næsten 70 pct. af alle danskere oplever at få synsproblemer. De fleste af dem kan heldigvis afhjælpes med briller eller kontaktlinser, hvis de opdages i tide. Men i nogle tilfælde kan de udvikle sig til grå- eller grøn stær, AMD og i værste fald blindhed.
I årets ”Tjek dit syn” kampagne henvender Øjenforeningen og Optikerforeningen sig til danskere i alle aldersklasser – fra det helt lille barn til den modne voksne – og opfordrer dem til enten selv at tjekke deres syn eller få hjælp fra en professionel.
En stor del af kampagnen kommer til at køre på kampagnesitet ”Tjek dit syn” på Facebook med små informative fortællinger samt videofilm. Samtidig er der planlagt en presseindsats i medierne og artikler i OPTIKEREN og VÆRN OM SYNET.
”Det er utrolig vigtigt, at vi som brancheorganisation og patientforening er med til at skabe både synlighed, men i høj grad også at dele viden om synet. Via oplysning og behandling kan vi hjælpe flest mulige med at se godt hele livet,” siger direktør i Optikerforeningen Per Michael Larsen.
Verdens Synsdag er udnævnt af WHO og finder sted hvert år den anden torsdag i oktober.
Følg årets kampagne ”Tjek dit syn” på Facebook og www.tjekditsyn.dk