Sådan fik optometristerne respekt og anerkendelse

I år er det 26 år siden, optikerne fik en autorisation og dermed begyndte forvandlingen fra håndværker til sundhedsperson for alvor. Læs om de kampe, der satte gang i den imponerende udvikling – og få et bud på, hvordan fremtiden vil forme sig for faget.

AF BIRGITTE BARTHOLDY

For bare halvfjerds år siden kunne en cykelsmed eller urmager med få aftenkurser i bagagen kalde sig optiker. Siden har faget forandret sig grundlæggende. Optometristerne, som de hedder i dag, er blevet til et folkefærd af eksperter, der møder stor respekt hos øjenlæger og andre sundhedsfag for deres specialviden.
”Det skal vi være stolte af, ” siger direktør i Optikerforeningen, Per Michael Larsen. ”Det har krævet kampe, store indsatser fra mange og hårde diskussioner at nå dertil.”
Per Michael Larsen begyndte selv på sin uddannelse i 1976, hvor mesterlæren var ændret til en 4-årig erhvervsuddannelse som overbygning til EFG. Dengang var der stadig kun én skole, og den lå i København.
”Jeg var tredje årgang efter oprettelsen, og dengang var der stadig meget undervisning i håndværket. Jeg lærte bl.a. at slibe brilleglas i hånden. Med en diamantskærer og en såkaldt brøkle tang blev faconen på glasset skabt, og herefter blev det slebet på håndsten og monteret i brillen. Egentlig var det spild, da butikkerne havde slibemaskiner, der var hurtigere og bedre, men det var en måde at lære håndværket på. Jeg fik også undervisning i at lave metalbriller fra bunden og lodde smådelene sammen. Vi lærte selvfølgelig også at tage en synsprøve, og i stedet for nutidens fundus kameraer lærte vi at bruge et håndholdt oftalmoskop.
Det krævede øvelse, og mange fik det ikke brugt i hverdagen, men vi lærte at se, om kunden havde grå stær eller andre øjensygdomme og sende dem videre til øjenlægen. Bare fandt vi ikke nær så mange af de sygdomstegn, som optometristerne finder i dag.”
I samme periode var optikeruddannelsen under forandring i andre lande. Optikerforeningen så det og gik midt i 1980’erne i gang med at oprette en højskole herhjemme i stil med den norske, som havde fokus på endnu mere teori i uddannelsen. Skolen stod Optikerforeningen for, men da den ikke kunne opnå offentlig støtte, kørte den kun i to år.

Fremtidssikring af faget

Trods alt ville man gerne have en anerkendelse af den specialviden, mange allerede havde. Derfor kæmpede Optikerforeningen sideløbende for at få en sundhedsautorisation, som ville give nogle regler for, hvem der måtte kalde sig optiker.
”Øjenlægerne var imod autorisationen, og det samme var de uuddannede optikere. Det handlede efter min vurdering om brødnid. Men vores argumenter blev stærkere og kunne til sidst ikke overhøres. Kunderne skulle vide, når de blev behandlet af en specialist på området,” fortæller Per Michael Larsen. Da autorisationen endelig blev en realitet i 1994 fik den dog umiddelbart ikke den store betydning.
Alle, der var begyndt at arbejde som optiker før 1954, fik nemlig lov til at fortsætte, uanset hvordan de var uddannet. Det var kun dem, der var uddannet efter 1954, som skulle have specialuddannelsen.
”Vi fik dog indført, at man skulle have en specialuddannelse ovenpå sin optikeruddannelse for at få lov til at tilpasse kontaktlinser. Det var fint, men ikke nok til, at vi fik den anerkendelse, vi ønskede hos andre faggrupper på sundhedsområdet. Vi blev stadig først og fremmest betragtet som købmænd.”

Mentalt fik autorisation dog alligevel betydning.

Svend-Erik Runberg, mangeårig rektor på Optikerhøjskolen i Randers, var så begejstret for sin sundhedsautorisation, at han lod sig vie til sin kone samme dag, 1. oktober, som den blev en realitet.
”Min kone er også optiker, og for os var det en stor dag. Også selv om det kun var formelt og juridisk, vi blev en sundhedsprofession. Lige siden min egen mesterlære har jeg lagt vægt på, at det er vores specialviden om optometri, der er fremtiden. Det er den, der skal styrkes, ” siger han.
Som skoleleder var han flere gange på studierejser til de engelske og amerikanske optikeruddannelser, som han hurtigt opdagede, var på et betydeligt højere niveau end herhjemme.
”Det var indlysende, at vi skulle op på samme niveau, hvis vi ville regnes blandt de bedste internationalt.”
På det tidspunkt havde Per Michael Larsen åbnet sin egen butik og var blevet medlem af bestyrelsen i Optikerforeningen.
”I foreningen kunne vi også se, at det hastede med mere kvalitet i uddannelsen, hvis vi skulle fremtidssikre faget. I mellemtiden var interessen for kontaktlinser vokset, og de krævede også større viden. Desuden havde langt hovedparten af optikereleverne en studentereksamen, og de følte, det var spild af tid, når de skulle have dansk, matematik og engelsk på EFG-niveau. Vi ville have de timer frigivet til optometri og andre beslægtede fag, så vi kom tættere på de andre sundhedsuddannelser.”
Men det var svært, så længe uddannelsen stadig lå under erhvervsuddannelserne. Omkring årtusindeskiftet blev Optikerforeningen derfor enige med Svendeforbundet om at gå til ministeriet for at få ændret uddannelsen.

Ramaskrig og store forandringer

”Igen kiggede vi på vores nordiske kollegaer, der havde oprettet en bacheloruddannelse. I Sverige var optikerne dog kede af, at det var øjenlæger, der underviste de studerende. De havde ganske enkelt ikke optikere, som var uddannede nok til at gøre det,” fortæller Per Michael Larsen.
”Den situation ville vi ikke ende i herhjemme. Vores daværende formand Birger Borch Larsen tog initiativ til, at de optikere, der allerede underviste på skolerne kunne få en master/kandidatgrad. Vi betalte sammen med skolerne for, at fire hvert andet år blev sendt til Norge og USA. Efter fire år havde vi et hold af undervisere, der stod klar til at starte en ny uddannelse.”
Svend-Erik Runberg var på det første hold, der fik kandidatuddannelsen.
”Jeg blev både klogere på mit fag, og hvordan uddannelsen i USA var strikket sammen. Det blev en stor inspiration for mig, da jeg senere fik til opgave at skitsere professionsbacheloren herhjemme,” siger han.
I Optikerforeningen havde man håbet, at de studerende på den nye uddannelse kunne gå tre år i skole og være et halvt år i praktik. Men ministeriet holdt fast i, at praktikperioden skulle være på halvandet år, og at undervisningen i faglig viden om glas, stel, materialekundskab og salg skulle ligge der. Foreningen fik forhandlet en rimelig praktikløn sammen med fagforeningen, så det første hold kunne begynde på den forvandlede uddannelse i 2007.
Som en af de store forandringer havde Svend-Erik Runberg udlagt næsten al værkstedsundervisning til praktikdelen.
”Det gav lidt af et ramaskrig. Men vi kunne se, at værkstederne var ved at forsvinde fra butikkerne, som det jo også er sket. Og til gengæld har vi fået plads til kemi, biologi, anatomi, fysiologi, patalogi og derudover også undervisning i videnskabelig metode. Vi ønskede, at fremtidens optikere skal kunne læse videnskabelige tidsskrifter, selv skrive artikler til dem og forske. ”
For at styrke identiteten som et sundhedsfag yderligere havde Optikerforeningen set frem til, at skolen var flyttet i hus med andre sundhedsuddannelser.
”Det ville have skabt en god kontakt. Men de nye erhvervsakademier tiltrak andre bacheloruddannelser og ville gerne beholde optometristerne. Så vi må leve med, at studerende i København bliver uddannet sammen med designere og landmålere og i Randers med markedsføringsøkonomer,” siger Per Michael Larsen.

Længe savnet anerkendelse

Hvordan har professionsbacheloren så samlet set forandret faget? Per Michael Larsen mener, at den først og fremmest har gjort optikerfaget mere analytisk.
”Bachelorerne kan undersøge patienternes synsproblemer mere i dybden og er bedre til at vurdere, om der er sygdom inde i billedet. På den måde er der opstået en langt større forståelse for, hvad vi kan som klinikere. ”
Da professionsbacheloren var på plads, tog Svend-Erik Runberg kontakt til Aarhus Universitetshospital for også at få sammensat en kandidatoverbygning.
”For at kunne undervise på en bacheloruddannelse kræves der en kandidateksamen, og vi så ingen mening i, at vores fremtidige undervisere skulle uddannes i udlandet. Samtidig ville vi få akademisk uddannede optometrister, der kunne indgå i et godt og ligeværdigt samarbejde med øjenlægerne,” siger han.
Kandidatuddannelsen i optometri og synsvidenskab blev sat i værk i 2014 og er blevet noget af tilløbsstykke. Ved det seneste optag i sommer var der 45 ansøgninger og kun plads til 25, så mange måtte på venteliste. Det er dog ikke sket uden modstand at få den op at køre.
”Mange ude i butikkerne forstår ikke, hvorfor der er så stort fokus på uddannelse. Stadig i dag mange jo uddannet på EFG, og nogle føler, at det har fjernet professionen fra det oprindelige. Jeg tror, vi må indstille os på, at der er lang vej igen, før alle også mentalt føler sig som sundhedspersoner,” siger Svend-Erik Runberg.
Han mener ellers, at der også salgsmæssigt er værdi i at slå på sin specialviden.
”I forskellige troværdighedsundersøgelser ligger sundhedsuddannelserne altid blandt de tre øverste, mens sælgere sammen med journalister og politikere ligger blandt de nederste. Så hvorfor ikke markedsføre sig mere som sundhedspersoner? Jeg tror, det vil give et gevaldigt løft i troværdigheden.”
Per Michael Larsen er enig i, at uddannelserne har øget både anerkendelsen og troværdigheden.
”Egentlig har den nye uddannelse betydet mere for begge dele end autorisationen. Desuden har kandidaterne forbedret vores forhold til øjenlægerne markant. I dag respekterer de vores viden i langt højere grad end tidligere Ikke mindst fordi flere af de nye bachelorer og kandidater finder arbejde på øjenklinikker og øjenafdelinger. I dag drejer det sig om i alt 80. For ti år siden var det måske ti.”
En del af de første kandidater er fortsat med forskeruddannelsen Ph.d., og flere optikerkæder og selvstændige optikere har på det seneste indset, at ansættelse af kandidater kan tilføre virksomheden et kompetenceløft.

Et kig ind i fremtiden

Med til at være et sundhedsfag hører også nye krav. I 2018 besluttede Styrelsen for Patientsikkerhed, at lave tilsyn hos optikerne i lighed med andre sundhedsområder.
”Med dette tilsyn gik det for alvor op for mange optometrister, hvad det vil sige at være en sundhedsprofession.
Bl.a. betyder det, at vi skal være omhyggelige med procedurerne omkring journalerne og dokumentation omkring hygiejne. For mange var det et wake up call. Men det er kun godt, for det har sat fokus på området, så der kommet styr på tingene, ” siger Per Michael Larsen.
Til sidst spørger vi Svend-Erik Runberg, der til næste år går på pension, hvordan han ser fremtiden for det fag, han har investeret så meget i at udvikle.
”Jeg tror, at optometrister på længere sigt for en stor del kommer til at arbejde klinisk. Måske ovenikøbet i selvstændig klinik, hos en øjenlæge eller i et lægehus, hvor de ikke sælger briller. I stedet undersøger de, hvad patienten har brug for og udskriver en recept. Og så går patienten hen i en brillebutik og køber det, optometristen har rådet dem til. På den måde vil det blive fuldstændig klart, at fremtidens optiker er en sundhedsperson, som behandler patienter, og at de, der sælger brillerne er købmænd, som servicerer deres kunder.”