Øjenfonden uddeler 2 millioner kroner til dansk øjenforskning

Genterapi af våd AMD, nye behandlinger af grøn stær og evidens for synsrehabilitering var i fokus, da Dansk Blindesamfunds Øjenfond for nylig uddelte to millioner kroner til ny øjenforskning.

Af Redaktionen

Silja Hansen er stolt af at bidrage til øjenforskning, der kan medvirke til fremtidens behandling af våd AMD..

En vigtig del af Dansk Blindesamfunds arbejde er danskernes syn i fremtiden. Men nye behandlingsmuligheder opstår ikke af sig selv, men er derimod resultatet af årelang forskning. Derfor uddeler Dansk Blindesamfunds øjenfond hvert år økonomisk støtte til øjenforskning, der er medvirkende til at forebygge blindhed og afhjælpe synsnedsættelse.

I år uddelte Øjenfonden penge til syv førende øjenforskere, der forsker i mere effektive behandlinger af øjensygdomme eller forbedret livskvalitet for mennesker med synshandicap.

Uddelingen fandt sted i Handicaporganisationernes Hus, hvor prismodtagerne traditionen tro officielt fik overrakt donationer fra Øjenfonden.

”Vi er meget glade for at kunne markere forskernes imponerende præstationer, som er med til at gøre os klogere på, hvordan vi kan bekæmpe øjensygdomme og forbedre livet med synshandicap,” siger Ask Abildgaard, der er landsformand i Dansk Blindesamfund og medlem af bestyrelsen for Øjenfonden,

AMD er den hyppigste årsag til blindhed

Et af de forskningsprojekter, som i år fik overrakt 190.000 kroner fra Øjenfonden, har til formål at finde en mere effektiv behandling af AMD, som er den øjensygdom flest danskere bliver blinde af. Med genterapi er Silja Hansen og forskningsteamet på Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, tæt på at udvikle en behandling, der kun skal sprøjtes ind i øjet én gang frem for gentagne, ofte månedlige, injektioner.

Forestil dig, du har svært ved at læse, svært ved at se fjernsyn, svært ved at genkende ansigter og svært ved at færdes uden for på egen hånd. Sådan er hverdagen for en stor andel danskere, der har øjensygdommen AMD tæt inde på livet. Det kan snart blive fortid, for genterapi har vist positive resultater.

”Som det er i dag, skal patienter med våd AMD behandles med anti VEGF injektioner. De skal gives hyppigt, er dyre og forbundet med ubehag for patienterne. Vi arbejder på at udvikle en genterapeutisk behandling, hvor AMD-patienter i fremtiden kun skal have én behandling til at holde sygdommen i skak”, forklarer Silja Hansen, der er uddannelseslæge i øjenspecialet og ph.d.-studerende på Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet og Afdeling for Øjensygdomme, Aarhus Universitets Hospital.

Fra mus til gris til mennesker

Behandlingen med genterapi har vist sig at være succesfuld på mus, så næste skridt på forskningsstigen er at afprøve behandlingen på grise, da griseøjne er mere sammenlignelige med det menneskelige øje.

”Griseøjne minder i struktur og størrelse om menneskeøjne. Det vil sige, at hvis vi bruger genterapeutisk medicin, er det nogenlunde den samme dosis, der skal bruges til mennesker. Når jeg opererer eller kontrollerer grise, bruger jeg også maskiner af samme type som anvendes i øjenklinikken. Derfor er det naturligt at validere de resultater, vi opnåede med forsøgsmus på grise, før vi tester behandlingen på mennesker”, pointerer Silja Hansen.

Med grisene tager forskningsteamet altså et vigtigt skridt nærmere klinikken og en eventuel ny patientbehandling. For ambitionen er, at de om fire år står med en behandling, som patienter med våd AMD kan få glæde og gavn af. 



ANSVARLIG UDGIVER

Optikerforeningen

Per Michael Larsen

St. Kongensgade 110 E, 2 – 1264 København K

Tlf. 45 86 15 33 | optikeren@optikerforeningen.dk

KOMMUNIKATIONSCHEF

Redaktør af OPTIKEREN

Lone Helleskov | tlf. 88 44 06 17 | lh@optikerforeningen.dk

ANNONCESALG

Jette Sterndorff-Jessen

Stibo Complete

Tlf. 76 10 11 47 | jsje@stibo.com

MEDIEINFORMATION

Download medieinformation på dansk

Download mediainformation in English

NÆSTE NUMMER

30.12.24 Bestillingsfrist annoncer 26.11.24