Mød fremtidens optometrister: ”jeg drømme om min egen synsklinik”

Optikerfaget er under konstant forandring, og det stiller store krav til de nye optometristers faglighed og evne til at omstille sig. Men hvad forventer de nye optometrister sig selv af faget, og hvilke ambitioner har de for fremtiden? Det har OPTIKEREN spurgt Benjamin Sukusu Nielsen om.

AF REDAKTIONEN FOTO: ANDERS BACH

TEMA
Fremtidens optometrister

Navn: Benjamin Sukusu Nielsen

Alder: 25 år

Uddannelse og praktik: Optometristuddannelsen på Erhvervakademi Dania i Randers. 1. praktikperiode hos Brilleland i Norge. 2. praktikperiode hos Louis Nielsen i Tilst.

Hvorfor valgte du at uddanne dig som optometrist?

”Det var som mange andre på studiet lidt en tilfældighed. Efter gymnasiet havde jeg tre år, hvor jeg arbejdede og rejste men vidste stadig ikke, hvad jeg ville. Til sidst var jeg nødt til at søge ind på et studie, og så nævnte min mor, at der var mangel på optikere. Jeg researchede lidt på uddannelsen på blandt andet UddannelsesGuiden?, og det passede godt ind i mine interesser for de matematiske fag. Så jeg tænke, at det var værd at forsøge.”

Lever uddannelsen op til dine forventninger?

”Den har langt oversteget, hvad jeg kunne forestille mig. Dels fordi jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til på forhånd og aldrig selv har været hos optiker. Og dels – og mest interessant – fordi der er så mange emner, man kan dykke ned i. Optometri handler Ikke blot om briller og linser. Der er også hele det patologiske område med synsproblemer, samsyn, fundustests og synstræning. Der er langt mere i faget, end jeg regnede med. Lige nu er jeg mest tiltrukket af det patologiske i faget. Det nye her i 2. praktikperiode er kontaktlinser, som også er interessant. Jeg har lige fra første praktikperiode været ret sikker på, at jeg skal have en kandidatgrad. Jeg har overvejet at tage den i enten England eller Norge, men jeg har også hørt meget godt om Aarhus, så det bliver måske der. Jeg er i hvert fald overbevist om, at jeg skal læse videre.”

Hvad har overrasket dig mest ved at komme ud at arbejde som optometrist?

”Skolen er god til at geare os til virkeligheden, så der har ikke været så meget overraskende. Der ligger naturligvis et stort ansvar på praktikstedet, at de husker på, at vi ikke kan fungere fuldt ud som optikere, når vi er under uddannelse. Det har overrasket mig mest at opleve, hvor meget det betyder for folk, at man hjælper dem. Fx når jeg har lavet den første brille for en kunde, der kun kunne se med 20 pct., og nu giver dem 100 pct. syn med et par briller.”

Hvad er din største interesse inden for faget i dag?

”Jeg er i gang med at skrive bachelor om visuel træning. Det er et område, hvor der er plads til stor udvikling og forbedring. Det, jeg indtil videre har fået snust op omkring emnet, er super interessant.”

Hvad kunne du godt tænke dig at lære mere om?

”Jeg vil gerne have mere praksisnær viden om samsyn. Det er svært at lære om på skolen og i de fleste butikker, fordi der er så få, som arbejder dedikeret med det. Jeg er i gang med at skrive bachelor om visuel træning. Det er et område, hvor der er plads til stor udvikling og forbedring. Det, jeg indtil videre har fået snust op omkring emnet, er super interessant.

Hvad er dine ambitioner med din uddannelse?

”Jeg skal arbejde et halvt år, før jeg kan søge ind på kandidatuddannelsen, men jeg satser på at komme i gang hurtigst muligt efter min optometristuddannelse, og jeg håber at få klarlagt klarlagt mine ambitioner under min kandidatuddannelse. Jeg vil fx gerne arbejde med binokulært syn, eller på en øjenklinik eller en øjenafdeling. Arbejde med patologi er også super interessant, og her tror jeg, at jeg kan gøre en forskel. Jeg tror uanset hvad, at jeg vil specialisere mig inden for et eller andet.”

Hvordan forestiller du dig faget om 5 år?

”Jeg tænker, at vores fag bliver ved med at tage det til et højere niveau, at vi kontinuerligt implementerer nye ting og højner vores faglighed. Jeg synes, at skolen er super god til at tage det nye ind og forberede os. Om fem år er der endnu mere faglighed i faget. Det er så fedt, at der er fokus på samarbejdet mellem øjenlæger og optometrister. Jeg kender netop til alle fordelene ved det samarbejde fra min praktikperiode i Norge, hvor de er langt fremme på den front. Jeg ser kun store fordele ved et samarbejde, så ingen af de to parter arbejder dobbelt eller spilder tid. Jeg håber og tror også på, at vi på sigt vil ende på samme niveau som Norge.”

Hvor er du selv om 10 år?

”Det kunne være rigtigt interessant at have min egen klinik. Jeg tænker, at det bliver inden for samsynsproblemer og visuel træning. En klinik, hvor jeg kan komme til at lave alt det, jeg interesserer mig for. Det er drømmescenariet lige nu og her.”

Har du et godt råd til kommende optometrister?

”Gå ind på uddannelsen med et åbent sind. Det er et stort og spændende fag med masser af viden, man garanteret ikke ved noget som helst om, inden man starter. Hvis man er åben over for at lære nyt, er der så mange forskellige, super spændende emner at fordybe sig i.”



ANSVARLIG UDGIVER

Optikerforeningen

Per Michael Larsen

St. Kongensgade 110 E, 2 – 1264 København K

Tlf. 45 86 15 33 | optikeren@optikerforeningen.dk

KOMMUNIKATIONSCHEF

Redaktør af OPTIKEREN

Lone Helleskov | tlf. 88 44 06 17 | lh@optikerforeningen.dk

ANNONCESALG

Jette Sterndorff-Jessen

Stibo Complete

Tlf. 76 10 11 47 | jsje@stibo.com

MEDIEINFORMATION

Download medieinformation på dansk

Download mediainformation in English

NÆSTE NUMMER

30.12.24 Bestillingsfrist annoncer 26.11.24