Made in Denmark

Dansk design kan noget helt særligt. Både når det gælder møbler, tøj og briller har vi en stil, trendsættere fra hele verden holder skarpt øje med. Vi har spurgt de danske brillefirmaer og designere, hvad hemmeligheden bag deres succes er. Få svaret her.

Af Pia Finne Foto: PR

”Made in Denmark” er ikke bare en information om et oprindelsesland. Det er et statement. Dansk design er verdenskendt for rene linjer og funktionalitet samt et enkelt og tidløst udtryk, der er oppe i tiden. Kvalitet og godt håndværk er blandt de kodeord, der kendetegner dansk design og i høj grad også dansk brilledesign ude i verden, hvor vi er kendt for at skabe innovative løsninger og samtidig tænke kreativt og personligt. Vi er ikke til de meget voldsomme briller med masser af detaljer for detaljernes skyld. Til gengæld leges der med formerne, og der arbejdes ofte med tyndere stel og lækre materialer end hos konkurrenterne.
Claus Bellinger fra Bellinger mener, vi har en kultur og særlig passion for at designe briller i Danmark.
”Siden 50erne og 60erne har vi skullet slås for at finde vores eksistensberettigelse. Det har vi gjort inden for design, og det er blevet vores DNA. Vi designer ikke bare for at designe, og vi bruger heller ikke unødige detaljer. Tingene skal have en funktion”, forklarer han og tilføjer: ”Og så har danskerne bare generelt en god stil.” Claus Bellinger ser også en klar tendens til, at dansk brilledesign er i vækst.
”De danske firmaer fylder stadig mere på den europæiske brillescene, og de gør det godt. Der kommer hele tiden nye firmaer til, og der er ingen tvivl om, at vi har en stærk position. Vi har ingen discountfirmaer, og vi leverer raffineret, gennemtænkt design; enkelt og lækkert og uden en masse designfeatures, der bare laver larm.” At vi skulle være en nation, der ikke kan lide farver, mener Claus Bellinger er en skrøne.
”Vi kan sagtens sælge farver til danskerne, og når det gælder briller, er det de unge, der er de kedelige, og de lidt ældre, der er de modige”, siger han med et smil.
Elise Hoang fra FLEYE Copenhagen er enig: ”Det, der især gør dansk design specielt er, at vi tør skille os ud. Vores briller har kant, men det handler i høj grad om, at dansk design signalerer en underspillet finesse frem for de store armbevægelser. I FLEYE’s brilledesigns blander vi klassisk enkelhed med kant, hvor traditioner møder det moderne på innovative måder,” fortæller hun.

BELLINGER

Unikke detaljer & materialer

FLEYE

Kant & attitude

Samspil mellem funktion og visuelt udtryk

Hos Design Eyewear Group, der står bag Prodesign, har målet siden virksomheden blev grundlagt i Århus i 1973, været at udvikle smukke brillestel i et moderne skandinavisk design. ”Vi bygger helt klart videre på de danske designtraditioner og lægger vægt på et tæt samspil mellem funktionalitet og et rent visuelt udtryk”, lyder det fra brandmanager Annette Jensen.
ProDesigns designteam har en legende og reflekterende tilgang til design, hvor de skaber nye løsninger ved at udfordre det etablerede og søger fornyelse i både funktionalitet, brillens detaljer og materialevalget.
”Det er vigtigt for os, at briller fra ProDesign er både smukke og behagelige at have på. Derfor har vi øje for selv de mindste detaljer, når vi designer nye hængsler, brillestænger, rim locks og end-tips. Og ikke mindst når vi vælger nye materialer. Vores mål er med andre ord at skabe originalt design, der med et frisk pust af farve og pasform giver et moderne og tidløst look, som lader din personlighed skinne igennem,” siger Annette Jensen.
Også det danske brand Inface er klassisk, skandinavisk eyewear bygget på den danske design-arv. Det gælder en renhed i formerne, funktionaliteten er i top, og der arbejdes med gode materialer. Farvesætningen er enkel og komplementerer det klassiske look perfekt med nuancer som mat sort, støvet grå og de skinnende metaller.

PRODESIGN

Klassisk & kompromisløs

INFACE

Farver & kontrast

Tidløst design, kant og attitude

Ørgreen har også i høj grad været med til at sætte tonen i dansk brilledesign, og siden virksomheden blev etableret i 1997, er brillerne i dag solgt i mere end 50 lande. Ørgreen forener det minimalistiske og det funktionelle, der kendetegner æstetikken i dansk design og skaber tidløse kvalitetsbriller med en kant af attitude. Farver bruges på udtryksfuld vis, og netop farveinnovationen er essentiel for Ørgreen’s identitet.
Chefdesigner i virksomheden Tobias Wandrup siger: ”Jeg henter min inspiration i mine omgivelser: et fysisk objekt, en dynamisk bevægelse i en film eller et billede, jeg ser.”
Han mener, det er vigtigt at forblive tro mod sit design-DNA men samtidig hele tiden også at udvikle sig for at forblive moderne og tidløs.
“Formen skal passe til ansigtet og det udtryk, man ønsker at sende. Stilen skal matche trenden. Farverne er der, hvor den personlige smag spiller ind, og så skal funktionaliteten og kvaliteten være i top,” lyder rådet.

Det bæredygtige valg

Blandt de nyere danske brillebrands er monkeyglasses, der blev etableret i 2009 med udgangspunkt i drømmen om at give bevidste forbrugere et bæredygtigt valg. Derfor er deres briller lavet af bionedbrydelige råmaterialer som bommuldsfibre, og de forlanger, at alle deres leverandører og producenter lever op til FN’s globale retningslinjer for CSR (Corporate Social Responsibility).
”Danskerne er miljø-, design- og kvalitetsbevidste forbrugere, der stiller krav til de ting, de køber. Og selvom dansk design er verdenskendt for sit rene, stilfulde udtryk, er det efter vores opfattelse, i høj grad forbrugernes krav og forventninger, der er med til at drive de danske designere til at være nytænkende og innovative i deres designløsninger”, siger makkerparret bag monkeyglasses Mai-Britt og Morten Seaton og tilføjer: ”Den danske brillebruger ser sin brille som en forlængelse af personligheden. Men vi oplever også, at de interesserer sig for, hvordan og af hvem brillen er fremstillet. Det er derfor ikke kun designet, men hele grundtanken bag dét at skabe et produkt, der gør dansk brilledesign specielt.”

ØRGREEN

Rendyrket æstetik & enkelhed

MONKEYGLASSES

Bæredygtig & moderne



ANSVARLIG UDGIVER

Optikerforeningen

Per Michael Larsen

St. Kongensgade 110 E, 2 – 1264 København K

Tlf. 45 86 15 33 | optikeren@optikerforeningen.dk

KOMMUNIKATIONSCHEF

Redaktør af OPTIKEREN

Lone Helleskov | tlf. 88 44 06 17 | lh@optikerforeningen.dk

ANNONCESALG

Jette Sterndorff-Jessen

Stibo Complete

Tlf. 76 10 11 47 | jsje@stibo.com

MEDIEINFORMATION

Download medieinformation på dansk

Download mediainformation in English

NÆSTE NUMMER

30.12.24 Bestillingsfrist annoncer 26.11.24