Jeg trængte til at udvikle mig

Leger du af og til med tanken om at prøve noget nyt inden for dit fag? Måske at skifte åbne en ny forretning, begynde at undervise eller arbejde på en øjenklinik? Her kan du møde 50-årige Hanne Ballisager, der efter at have været en del af LINDBERG i 20 år, er søgt ind i en specialiseret hospitalsverden. I dag er hun optometrist på Aarhus Universitetshospital. Her fortæller hun om sin karriere og trangen til at udvikle sig.

AF CATHRINE ERIKSEN FRIS FOTO: IDA SCHMIDT

Mange af os har måske tænkt, at det vil være spændende at lave noget andet. Men at tage skridtet fra at drømme om forandring til faktisk at turde gøre det, kan være overvældende.

For Hanne Ballisager gik karrieren rigtig godt, og med dygtige kollegaer, spændende opgaver og indkøbsrejser til modehovedstæder som Paris og Milano, følte hun sig rigtig godt tilpas i jobbet som daglig leder hos Lindberg Optik i Aarhus. Et job, som Hanne beskriver som det bedste i verden.

Men på trods af mere end 20 års erfaring hos det skandinaviske brillemærke, begyndte Hanne for få år siden at føle, at noget måtte ændre sig.

”Jeg stod midt i livet og kunne ikke lade være med at tænke: Er det mon det, der rent professionelt er til mig? Efter så mange år i et dejligt job og med en karriere, der gik rigtig godt, følte jeg, at jeg var blevet for magelig. Og fordi det nok ikke ligefrem er den bedste udgave af mig, brød jeg mig ikke om mig selv som lidt for magelig.”

Tilbage på skolebænken

Som nyuddannet i 1999 blev Hanne Ballisager ansat i en deltidsstilling som optometrist hos Lindberg Optik. Sideløbende begyndte hun også at træne personale, konsulenter og kunder i Danmark og resten af verden for virksomheden. Da Hanne senere arbejdede i Lindberg-forretningen i Aarhus på fuld tid, opstod muligheden for at blive daglig leder – og den greb hun. Men som årene gik, opstod også tankerne om at gøre noget andet.

”Jeg var helt vildt glad for mit arbejde, min karriere og også det ansvar, der følger med at være daglig leder. Men på trods af at jeg var møgforkælet og havde haft det godt i rigtig mange år, måtte jeg ændre noget for igen at blive glad for, hvem jeg er.

Så jeg sagde mit job op. Og så troede jeg selvfølgelig, jeg skulle i en helt anden retning. For sådan måtte det være, når jeg ikke var tilfreds med at være det bedste sted i hele verden. Jeg havde nogle samtaler med min mand, som spurgte mig, hvad jeg ville have læst, hvis jeg var helt ung. ”Idræt” var det svar, jeg gav ham.”

Derfor begyndte Hanne Ballisager som 46-årig på en bachelor i Idræt på Aarhus Universitet. Godt nok var studiet spændende, og det var da også givende at være tilbage på skolebænken. Men efter to semestre på idrætsstudiet droppede Hanne ud uden at have en ny plan.

”Selvom jeg følte mig enormt privilegeret over at kunne læse igen, var jeg med alderen blevet mere kritisk over for de fag, jeg vidste, jeg aldrig ville komme til at bruge i det virkelige liv.”

Efter at have afbrudt sine studier blev det klart for Hanne, at hun igen stod over for en uvis fremtid og skulle træffe svære beslutninger. En svær periode med mange overvejelser lå foran hende: ”Jeg havde så mange tanker og selvfølgelig også en tvivl: Var det nu rigtigt at have opsagt mit gode job, og hvad havde jeg egentlig gang i?”

Men efter at have fået optikerfaget lidt på afstand, var Hanne med tiden blevet nysgerrig på, om hun stadig havde en kærlighed til sit ”gamle fag”. Derfor søgte hun i 2021 optagelse på kandidatuddannelsen i Optometri og synsvidenskab på Aarhus Universitet – og blev optaget.

”Det føltes helt rigtigt i maven at være på studiet. Og jeg blev klar over, at det, jeg havde lavet i så mange år, slet ikke var så dumt. Undervisningen var en kombination af det, jeg kendte rigtig godt, og så noget nyt og mere akademisk i metodefagene.”

Det bedste fra to verdener

Den monofaglige del af undervisningen på Optometri og synsvidenskab foregår på Aarhus Universitetshospital, og undervejs i sin uddannelse kom Hanne ombord på et forskningsprojekt. Det førte til en ansættelse i en deltidsstilling på afdeling for Øjensygdomme. Samtidig arbejdede Hanne på at færdiggøre sit kandidatspeciale om keratoconuspatienter, som hun i øvrigt modtog Rodenstocks Kandidatpris for.

Da Hanne stod med eksamensbeviset i august 2023, var en stilling netop blevet ledig på afdelingen for Øjensygdomme. Hanne viste sig at være den bedste kandidat og arbejder i dag som en af afdelingens optometrister, hvor hun blandt andet håndterer kataraktpatienter, corneapatienter samt de patienter, der muligvis har behov for refraktiv kirurgi.

”Jeg er virkelig glad for mit arbejde og tror på, at jeg hele tiden vil blive udfordret. Og så er det fedt at være på et universitetshospital, hvor vi er så tæt på forskningen. Så sker det helt automatisk, at jeg hele tiden opnår ny viden og lærer mere. Og i sidste ende er det jo forskningen, der skal være med til at gøre en forskel.”

Som optometrist på Aarhus Universitetshospital har Hanne adgang til en bredere vifte af specialiseret udstyr, som giver flere muligheder for at undersøge patienternes syn. Derudover er det en fordel at kunne dilatere patientens pupiller, hvis hun studser over noget i forbindelse med en undersøgelse.

Men en ting, der er helt lig den dagligdag, Hanne er så bekendt med fra sine mange år som optiker i forretning, er den personlige kontakt med mennesker. Her fortæller hun, at hun har stor gavn af den gode mængde erfaring, hun har opbygget gennem årene.

”Det er en klar fordel, at jeg har været vant til at have kunder, der står over for eller allerede har fået behandling. Det giver mig enormt meget i dialogen med patienterne og i vejledningen af dem, at jeg kender deres virkelighed efter en operation og de muligheder og valg, de står over for i forbindelse med at få lavet en brille bagefter.

Alle de års erfaring, jeg har med at arbejde som optiker i forretning, betyder, at jeg er opmærksom på rigtig mange ting, som jeg måske ellers ikke ville have tænkt over. Det er meget vigtigt for mig.”

Halvgammel kone i nyt job

Når man møder Hanne, er der ingen tvivl om, at det er både fedt, spændende og lærerigt at være en del af dagligdagen på universitetshospitalet. Men for den erfarne optometrist kræver det en vis portion tålmodighed at finde sig til rette i rollen som den nye efter at have været vant til at være den ”garvede” i forretningen.

”Det sværeste er det der med at være ny i job, men også være en halvgammel kone. Når man har lavet noget i rigtig mange år, bliver man dygtig til sine opgaver. Og jeg skal helt sikkert oparbejde noget erfaring og rutine, før jeg bliver lige så dygtig til det her. Det skal jeg lige vænne mig til.

Men jeg er helt rolig omkring det, jeg skal bare have volumen på. Jo flere patienter jeg ser, jo dygtigere bliver jeg,” lyder det fra Hanne, der har fuld tillid til den erfaring, hun har med sig, og som samtidig synes godt om flere aspekter, der er fulgt med karriereskiftet.

Herunder den mangfoldighed af specialister med hver deres ekspertise, der samarbejder om sikre den rette behandling for patienterne. Dette står i kontrast til hendes tidligere rolle i optikerbranchen, hvor hun arbejdede blandt ene optometrister, og al faglig sparring derfor foregik inden for samme faggruppe.

”På universitetshospitalet arbejder jeg med øjenlæger, sygeplejersker og andre specialister, og den tværfaglighed kan jeg helt vildt godt lide,” siger Hanne og fortæller om den tværfaglige sparring, der er en helt naturlig del af dagligdagen.

Med en demografi i forandring og endnu større fremkomst af aldersrelaterede øjensygdomme, bliver samarbejdet kun vigtigere med tiden:

”Det er afgørende at kunne behandle patienterne inden for rimelige tidsrammer, så et funktionelt syn kan bevares. Med lange ventelister er der et øget behov for optometrister, og måske særligt dem, der har en overbygning i form af kandidaten. Vi kan se og genkende øjensygdomme, så det vil være oplagt at inddrage os mere.”

Selvom man som optometrist uddanner sig til specialist, har Hanne altid tænkt, at der er uendeligt mange muligheder. Derfor har hun ikke lagt en plan for fremtiden.

”Vi ser ind i en helt ny fremtid af kunstig intelligens og automatisering, og jeg vil være åben for de muligheder, der kommer. Min svigermor er egentlig billedkunstner, men tog en bachelor i filosofi som knap 60-årig. Det har været en stor inspiration for mig, at man kan uddanne sig og gøre noget andet, også selvom man er oppe i årene. Det er aldrig for sent.”