BLÅ BOG
NAVN: Anja Kyhlensø Møller
ALDER: 57 år.
KARRIERE: Uddannet optiker fra Frederiksberg tekniske skole i 1991. Herefter job som optiker hos Synoptik på Købmagergade, i Magasin og på Ny Østergade i København indtil 1994, hvor hun blev chef i kædens forretning på Lyngby Hovedgade. Åbnede i 2004 Fredensborg Briller, som i dag har tre ansatte.
PRIVAT: Bor i Fredensborg sammen med sin mand Christian Kyhlensø Møller, der er optiker og indehaver af Kyhlensø & Møller Optik i Vedbæk. Har en datter på 29 år og en søn på 31 år.
FRITID: Anja begynder dagen med at sidde en time ved Esrum Sø og interesser sig for al motion, der giver hende ro. Hun er vinterbader, dyrker yoga, styrketræner og vandrer.
Anja Kyhlensø Møller har altid vidst, at hun ville være optiker. Det kunne ganske enkelt ikke være anderledes. Allerede som barn var hun dybt imponeret over, at hendes far kunne få folk til at se, og de mange besøg hos ham i Domus Optica på Købmagergade i København, fik hende til at vælge samme karrierevej.
”Jeg blev optiker, fordi min far var optiker, så enkelt er det. Jeg syntes, det han kunne var noget ganske særligt, og jeg beundrede ham. Man er meget dygtig, når man kan få nogen til at se,” siger hun og smiler.
Anja blev uddannet fra Optikerhøjskolen på Frederiksberg i 1991 og arbejdede de kommende år i flere af Synoptiks forretninger i København. I 1994 rykkede hun til kædens forretning på Lyngby Hovedgade, hvor hun var i ti år. ”Jeg havde nogle fantastiske år som chef i Synoptik, hvor jeg blev lyttet til, var med til at købe ind, deltog i netværksgrupper og i det hele taget havde et spændende job. Men da kædens hovedkontor rykkede til Holland, skete der en del ændringer, og jeg følte, at jeg gik fra at være nogen til at være nobody. Det var ikke det, jeg ønskede for min karriere, så jeg begyndte at flirte med tanken om at blive selvstændig i min hjemby,” fortæller Anja.
I 2004 tog hun springet og åbnede Fredensborg Briller, der indtil august i år havde til huse i et at Fredensborgs ældste huse. Men en fortsat stigende husleje fik Anja til at kigge sig om efter nye lokaler, og for få uger siden fejrede hun sit 20 års jubilæum ved at slå dørene op til sin nye forretning nogle numre længere nede ad Jernbanegade. Helt præcist i nummer 5, som har været igennem en gennemgribende renovering. Anja og hendes optiker, Pernille Geldorf, har selv indrettet butikken med genbrug fra den gamle forretning, møbler købt på Marketplace samt få og nøje udvalgte ting, som de købt fra nye.
”Vi har designet 11-12 lofter og været hele Flüggers farvekort igennem, inden vi tog en endelig beslutning. Vi har knoklet crazy mange timer, men det har også været en sjov proces, og undervejs har vi pisket en stemning op, som vi holdt os kørende på,” siger Anja.
Resultatet er imponerende. De store vinduer ud mod gågaden lyser hele butikken op, og det første kunderne møder er et stort, massivt træbord midt i lokalet med polstrede, brune læderstole omkring. Det er her, personalet tager imod kunderne, og det er ikke tilfældigt.
”Vores idé har været at indrette butikken som en stue med det store langbord som samlingspunktet. Her lever vi med kunderne, og vi kan møde dem i øjenhøjde og sidde stille og roligt og tale om brillevalget. Samtidig har vi skabt et loungeområde med bløde puder, hvor man kan slappe af med en kop kaffe eller vente på sin partner. Kunderne skal føle sig hjemme og have lyst til at være her, så de bliver heller ikke mødt af et papskilt med et tilbud, lige så snart de træder ind ad døren. Vi modtager dem, som var de gæster i vores eget hjem, og derfor gør vi også meget ud af at have pænt tøj på, når vi er på job.”
Kunderne har taget godt imod den nye forretning, og mange har været fobi med blomster og gaver på receptionsdagen, ligesom de 10 trunk shows med bl.a. Maui Jin, Coblens og Anne & Valentin har været velbesøgte. Og det skaber hjertevarme hos indehaveren.
”Vi har nogle fantastiske kunder, som vi har kendt i mange år, og det er dejligt, at de kommer og deler dagen med os. Vi gør også meget ud af at have et godt samarbejde med vores leverandører. De er en stor del af vores succes, og det glædede mig meget, at de bare sagde stort JA til at stille op til vores åbningsdage, som på alle måder har været en fest,” fortæller Anja.
I forbindelse med åbningen har kunderne kunne få et sæt glas gratis ved køb af to par briller, men ellers er slagtilbud ikke noget, Fredensborg Briller gør sig i. I stedet fokuserer de på at sælge den helt rigtige brille til kunden.
”Vi ved, vi har nogle lækre varer, både hvad angår stel og glas og gør os sindssygt umage og bruger timer på at studere kollektionerne og købe rigtigt ind. Mange af vores kunder går vildt op i, at brillerne både er i en god kvalitet, smarte og skiller sig ud, så vi prøver at være alt andet end stille og rolige i vores udvalg. Vi elsker balladebriller, og vi køber altid kun ét stel af hvert, og når det er solgt, så er det solgt. Vi er bevidste om, at vi har mange briller med kant, men vi er også en lille by, og kunden skal jo ikke møde fire andre i supermarkedet med den samme brille,” mener Anja.
En anden af forklaringerne på butikkens succes er ifølge Anja det meget personlige forhold til kunderne, som hun og Pernille har bygget op over mange år.
”Kunderne kender os og ved altid, hvem de møder i butikken. Vi bruger meget tid på at vejlede dem og gør det med hjertet, og det kan de godt lide.”Fredensborg Briller bruger i
stor stil SoMe til markedsføring og gerne med Anja selv og personalet som modeller.”Vi får både vist kollektionerne, og hvem vi er, og mange kunder føler, at de kender os, når de kommer ned i butikken, og det skaber en god stemning
fra begyndelsen.”
Anja fremhæver gang på gang sit personale som en af hovedårsagerne til, at hun med succes har kunnet drive Fredensborg Briller i 20 år. Ud over Anja består personalet af optiker Pernille Geldorf og salgsassistent Tina Deichmann, som har været i butikken i henholdsvis 18 og 16 år. Senest er guldsmed Sabine Sørensen kommet til. Hun har værksted og sin egen lille forretning i butikken men hjælper også med booking af tider, ekspeditioner og pasning af telefonen hos Anja.
”Jeg er meget glad for og stolt af, at jeg har et godt team omkring mig, der tør tage ejerskab, for jeg er god til at give ansvar fra mig og stole på mit personale. Deres holdninger og meninger betyder noget, for jeg har ikke sandheden.”
Anja kalder Pernille for sin soulmate, og da hun kigger ind i baglokalet under interviewet, kommer de begge til at fælde en tåre, da de skal beskrive deres lange samarbejde.
Det jeg ikke er, er Pernille, og det Pernille ikke er, er jeg. Det er vi godt klar over, og derfor har vi også et unikt samarbejde, hvor vi begge har hjertet med og kan dele alt,” fortæller de.
Der har selvfølgelig været udfordringer gennem tiden som under Finanskrisen, Corona og senest de stigende gaspriser, og det har Fredensborg Briller også kunne mærke.
”Tiderne går op og ned. I nedgangstider har vi sat os og bidt i bordkanten og spurgt os selv, hvad vi kan gøre anderledes. Det ville selvfølgelig være nemt at gå ned på kvalitet og skrue op for tilbud og lave priser, men det passer bare ikke til os. Så i stedet har vi valgt at holde igen på flere poster ved f.eks. ikke at gå lige så meget til makronerne på indkøbssiden, selv dekorere vinduerne og købe ting til butikken brugt. Heldigvis har vi også været privilegeret og haft en fast kundekreds til at bære os igennem.”
En anden udfordring i hverdagen er den øgede konkurrence fra kæderne, som Anja synes forfladiger faget og flytter fokus fra at gøre det bedst muligt til billigst muligt. Det gør også, at kunderne sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor et par briller, skal koste det dobbelte hos hende.
”Jeg anerkender, at det kan være svært at forstå, for kunden kan jo ikke se forskel på, om det er et Kina-produkt eller et tysk brilleglas som vores fra ZEISS, så jeg plejer at sige til dem, at det er den rigtige pris. Jeg snyder dig ikke, men det koster noget at have et udvalg og en service som vores,” siger Anja og tilføjer:
”Det er vigtigt at turde holde fast i sit DNA selv i modvind, for begynder du først at sætte prisen ned, er du i gang med at devaluere dig selv.”
Der er to ting, der i den grad motiverer Anja i hendes job. For det første elsker hun at finde det rigtige stel til sine kunder men trangen til at skabe og lykkes ligger også dybt i hende.
”Jeg er vildt stolt af, at vi har taget springet, trukket pengene ud og lavet lige præcis den butik, vi drømte om. Det er jo at tømme lommerne og tro på, at der også er plads til os selvstændige, som ikke er en kæde. Jeg er så glad for, at vi fandt modet og turde,” siger Anja.
I processen fik hun som flere andre gange hjælp af Klaus Kjær fra Independent.
”Jeg er meget glad for at have ham med på holdet. Han har en stor viden og er en rigtig god sparringspartner både i stille tider, men også når det gælder nye initiativer og investeringer. Han sagde til mig, at nogle gange er det nødvendigt at røre i gryden og turde bruge pengene og investere for at skabe noget nyt, og det lyttede jeg heldigvis til.”
På spørgsmålet om, hvad Anja drømmer om i fremtiden, er hun slet ikke i tvivl.
”At butikken kan forblive i den ånd, vi har skabt, og gå lige så godt som nu. Og at der en dag kommer en, der vil køre den videre herfra. Det synes jeg, den fortjener.”