Det har været en vild dannelsesrejse

Tanja Byskov Hansen blev efter sin kandidat i Optometri og synsvidenskab headhuntet til en nyoprettet stilling som sundhedsansvarlig hos Thiele, hvor hun bl.a. har været med til at implementere OCT-scannere i alle kædens butikker. Mød den 29-årige kandidat i Optometri og synsvidenskab, der allerede har lært en del om kommunikation og formidling og ikke mindst om at forstå og omfavne andres frustration.

AF BIRGITTE BARTHOLDY – FOTO: NICOLAI MØRK / KAM PHOTOGRAPHERS

BLÅ BOG

NAVN: Tanja Byskov Hansen

ALDER: 29 år.

KARRIERE: Bachelor fra KEA i København i 2019 og kandidat i optometri og synsvidenskab fra Aarhus Universitet i 2021. Har været ansat i Synoptik fra 2015 til 2023. Blev ansat som sundhedsfaglig ansvarlig i Thiele i marts 2023.

FRITID: Bor i Nykøbing Falster med sin kæreste. I sin fritid er hun glad for at løbe og er også begyndt at hækle. ”For jeg kunne godt tænke mig at lære at blive lidt mere tålmodig,” siger hun.

Hvis Tanja Byskov Hansen skal nævne det allerbedste ved sit job som sundhedsfaglig ansvarlig hos Thiele, er hun ikke et sekund i tvivl. Det er, at hun kan sidde i Thieles kliniske afdeling og nørde igennem med scanningsbilleder af nethinder, som hun synes er utrolig interessante at studere i alle variationer. OCT-scanneren, som hun har været med til at implementere i Thiele-butikkerne, ser hun som et fantastisk medicinsk instrument, intet mindre.

”Fundusfotos giver også adgang til stor viden, men fremstiller kun nethinden i 2D format, og derfor vil man i flere tilfælde skulle ”gætte” lidt. OCT-scanneren fremstiller derimod nethinden i 3D format, så der får man mulighed for at se dybere ned i den og afsløre alle dens hemmeligheder og kan få be- eller afkræfte sin mistanke,” siger hun.

Viden har været et slags kodeord for Tanjas karriere. Da hun i 2019 havde fået sin bachelor fra KEA i København, var hun sulten på at blive endnu klogere på sit fag og besluttede at tage til Aarhus for at tage en kandidat i optometri og synsvidenskab der. Hun tænkte, det var et klogt træk, der ville hjælpe hende til at skille sig ud fra mængden.

”Og så var det helt klart også, fordi jeg er glad for det kliniske og tænkte, at kandidaten nok kunne bringe mig tættere på det.”

Derefter fulgte en udfordrende og travl tid, hvor hun hele tiden vekslede mellem sit job og sin bopæl på Falster og sit studie og sin bopæl i Aarhus. Men hun klarede det og blev kandidat i optometri i 2021. På Optometrikonferencen samme år blev hun endda kåret til Årets kandidat by ZEISS og præmieret med 10.000 kr. for sit speciale Fotosensitivitet og brugen af filtre hos personer med albinisme.

Det lavede hun på Kennedy-Centret, som hører under Rigshospitalet, og bl.a. hjælper personer med et svært synshandikap. Centret søgte kandidater til at skrive speciale om projekter, som de ønskede at få nærmere belyst.

”Og så meldte jeg mig til at undersøge, hvor udtalt lysoverfølsomhed er hos personer med albinisme, og hvilke optiske filtre der bedst afhjælper deres lysoverfølsomhed. De knap 100 medvirkende i studiet afprøvede et stort udvalg optiske filtre i forskellige farver og med forskellige grader af, hvor meget lys der holdes ude. Jeg påviste så i mit speciale, at personer med albinisme var svært plaget af lysoverfølsomhed og at de fleste følte sig bedst hjulpet af et neutralt filter med en lav lystransmission,” fortæller hun.

Headhuntet af Thiele

Allerede under kandidatstudierne blev Tanja sat i forbindelse med Synoptiks kliniske afdeling, der skruede et studiejob sammen til hende, hvor hun hjalp butikkerne med at vurdere fundusfotos og OCT-scanninger. Derudover skrev hun kliniske tekster til Synoptiks hjemmeside.

Efter at hun afsluttede sin kandidat, fortsatte hun i Synoptiks kliniske team, samtidig med at hun arbejdede som optometrist i Synoptik i Nykøbing Falster. Det var et fleksibelt job, som hun var glad for på alle måder, selv om hun samtidig også tænkte, at hun jo tog en kandidat af en årsag og overvejede at søge over i en øjenlægepraksis. Men inden hun nåede så langt, blev hun kontaktet af lederne af Thiele. De spurgte, om hun ville komme til en jobsamtale om en nyoprettet stilling som sundhedsfaglig ansvarlig i kæden.

”Det var jeg virkelig positivt overrasket over. Jeg har kæmpe respekt for, at kæden har valgt at tage mig ind. Personligt ville jeg ønske, at flere turde satse på nyuddannede i stedet for at afskrive så mange på grund af manglende erfaring.”

En af Tanjas vigtigste opgaver har været at implementere fundus/OCT-udstyr i hele kæden. En anden af hendes opgaver er at vurdere fundusfotos og OCT-scanninger, som butikkerne sender ind til Thieles kliniske afdeling, når de har brug for hjælp. Selv har Tanja adgang til øjenlægesupport, når hun kommer i tvivl.

”Optometristerne kan sende alt ind, som de har spørgsmål til. Både almene fund, som de ønsker at få en afklaring på, eller mere alvorlige fund, som måske kræver videre handling.”

Hun planlægger også efteruddannelse og kursustilbud, hvor optometristerne i kæden bliver opdateret på det kliniske. ”Mit ønske er at være den, der holder optometristerne i hånden, så de ved, de ikke er alene, og at der altid er nogen, de kan spørge om hjælp,” siger hun.

Butikserfaringen er vigtig

På daglig basis samarbejder Tanja især med butikkerne, men også med de leverandører af det medicinske udstyr, der skal implementeres. På hovedkontoret på Østerbro i København bruger hun desuden meget tid på planlægning sammen med ledelsen og IT-folkene.

Hvad er en god arbejdsdag for dig?

”Jeg er glad, når jeg kan gøre en forskel for mine kolleger ude i butikkerne. Det er dejligt at opleve, når jeg giver dem noget brugbar viden, der får dem til at finde ud af nye sammenhænge og få en afklaring. Det er også fedt at kunne gøre en forskel for kunderne.”

Tanja synes hele tiden, hun har glæde af sine erfaringer fra, da hun selv arbejdede i en butik.

”Jeg tror, at mange godt kan tænke, at jeg bare sidder derinde på hovedkontoret og gør mig klog. Da har det været vigtigt for mig at kunne sige: Jeg ved, hvor hårdt I arbejder. Jeg har været i alle de samme situationer som jer og har også bakset med briller, prismer, kontaktlinser osv.”

Et job med mange facetter

Da Tanjas stilling er nyoprettet i Thiele, er det ukendte vande, hun bevæger sig i. Det er, som hun siger learning by doing.

”Nogle gange kan jeg godt være bange for, om jeg virker autoritær nok til at vække tillid hos mine kolleger. Men jeg føler heldigvis, at når de har sendt noget ind og fået svar, så giver de udtryk for, at de er blevet hjulpet, så det er nok mest oppe i mit eget hoved. Jeg understreger altid, at jeg også har været ny i det her med OTC-scannere. Ingen behøver være bange for at fremstå dumme, der skal være plads til at spørge om det hele.”

På den anden side vil hun ikke sættes i bås som hende, der kun kan det med at vurdere nethindebilleder. ”Jeg har jo været i butik i otte år. Jeg kan godt finde ud af at slibe en brille,” som hun siger.

Selv om hun nu arbejder på Østerbro i København, har hun valgt at blive boende i Nykøbing Falster. Det betyder, at hun har to timers transport hver vej. Den bruger hun til at arbejde og lytte til lydbøger og podcast.

Hvordan har du planlagt din karriere?

”Den har jeg ikke planlagt. Lige nu fokuserer jeg på at gøre et godt arbejde, hvor jeg er. På længere sigt er jeg meget åben overfor, hvor jeg kan bevæge mig hen. Vi må se, hvordan branchen finder ud af at bruge den viden, vi kandidater kommer med. Jeg tror og håber, der komme til at ske forandringer.”

Personligt synes hun allerede, hun har gennemgået en stor udvikling.

”Det har været en vild dannelsesrejse, hvor jeg har lært meget om at kommunikere med forskellige slags mennesker, formidle tingene bedre og forstå og omfavne andres frustration. Der er virkelig mange facetter i det her job. Jeg har også lært meget om mine egne grænser fagligt og personligt.”

En fremtidsidé

Arbejdsglæde er vigtigt for hende, og den forbinder hun med gode kollegaer, frihed under ansvar, fleksibilitet og tillid.

”Men god ledelse er næsten det vigtigste af alt,” siger Tanja.

I sit arbejdsliv er hun allermest stolt af, at hun fik sit speciale publiceret i fagtidsskriftet Journal of Optometry. For, som hun siger, det krævede godt nok blod, sved, tårer og rigtig meget selvdisciplin at skrive. Mere viden er ikke bare vigtig for hende, men også nødvendig for branchen, mener hun.

”Man bliver aldrig nogensinde færdig med at lære. Der er især sket virkelig mange forandringer i vores fag de sidste ti år. Jeg kan godt forstå, hvis nogen begynder at føle sig lidt trætte, men vi er nødt til at komme op på hesten igen, for branchen bliver ved med at udvikle sig.”

Og så har hun i øvrigt et ønske. Nemlig det, at man opretter et nyt led mellem optikerne og øjenlægerne.

”Det kan fungere sådan, at butikkerne kan henvise en kunde/patient til det nye mellemled, der består af f.eks. kandidatuddannede optometrister. De kan både monitorere diverse tilstande men også vurdere hvilke kunder/patienter, der har behov for at blive sendt videre til øjenlægen.”

Et sådan led, mener hun, både kan nedbringe ventetiderne hos øjenlægen og skabe en bedre kommunikation de to brancher imellem. Naturligvis er hun klar over, at det nye led kræver, at pengene fordeles på en anden måde, og derfor ligger oprettelsen af det nok også lidt ude i fremtiden.

”Men det kunne være fantastisk, hvis branchen bevægede sig mere i den retning, og vi kunne begynde at tænke nyt i stedet for hele tiden at væve i de samme mønstre.”



ANSVARLIG UDGIVER

Optikerforeningen

Per Michael Larsen

St. Kongensgade 110 E, 2 – 1264 København K

Tlf. 45 86 15 33 | optikeren@optikerforeningen.dk

KOMMUNIKATIONSCHEF

Redaktør af OPTIKEREN

Lone Helleskov | tlf. 88 44 06 17 | lh@optikerforeningen.dk

ANNONCESALG

Jette Sterndorff-Jessen

Stibo Complete

Tlf. 76 10 11 47 | jsje@stibo.com

MEDIEINFORMATION

Download medieinformation på dansk

Download mediainformation in English

NÆSTE NUMMER

03.03.25 Bestillingsfrist annoncer 03.02.25