Du har sikkert prøvet det. Både at bliver blændet af solen ved højlys dag eller af de modkørendes skarpe lygter i de mørke timer når du kører bil. Det er ikke bare generende, men også meget farligt. Og lige nu er der høj risiko for, at det kan gå rigtig galt på vejene.
Der er ikke noget så smukt som en strålende sol en klar vinterdag. Men når solen står lavt på himmelen i vinter- og forårsmånederne, risikerer du desværre også, at den pludselig rammer dig direkte i øjnene, når du kører bil, og så bliver det sværere at se både vejen og medtrafikanter. Undersøgelser har vist, at hver anden bilist generes af blændingen fra modkørende biler i mørke, og 45 % oplever, at de har svært ved at orientere sig.
Lige nu er det højsæson for farlige situationer på vejene, fordi trafikanterne bliver blændet af både modlys i dagtimerne og de modkørendes forlygter i de sene eftermiddags- og aftentimer. Derfor er det meget vigtigt, at bilisterne er opmærksomme på situationen og tager de nødvendige forholdsregler, siger optometrist og formand i Optikerforeningen Per Michael Larsen.
Problemer med blænding stiger med alderen. Allerede i 40’erne kan du begynde at mærke, at det bliver sværere at køre i mørke, og du bliver let blændet af forlygterne på de modkørende biler.
Jo ældre du bliver, des mere blændes du af lav sol og modkørende forlygter. Når øjnene ældes stivner vores øjenlinser, og lyset spreder sig mere inde i øjet, og vi oplever derfor blænding som mere generede. Samtidig får øjet brug for længere tid til at vænne sig til normalt syn, efter det er blevet blændet.
Hvis du f.eks. kører ud af en tunnel, risikerer du at blive helt blændet af skarpt sollys eller modkørende trafikanter, og her mister du i praksis synet mellem et halvt og et helt sekund. På den tid kører du 25 – 50 meter i blinde, og der kan nå at ske alvorlige uheld på den strækning, forklarer Per Michael Larsen.
Mange nyere biler på markedet har meget kraftige såkaldte xenon-forlygter, og derfor er risikoen for at blive blændet langt større end tidligere. Disse lygter er blå, og derfor virker de meget stærke, mens lys fra ældre biler normalt er varmere og mindre generende.
Ved kørsel i mørke, bør du ikke se direkte på de modkørendes forlygter. Prøv i stedet at holde øjnene på den hvide linje på højre side af vejen, siger Per Michael Larsen.
Det er heldigvis ret enkelt at undgå den skarpe blænding fra både sol og modkørende trafikanter. Det bedste du kan gøre som chauffør er at være forberedt på, hvad der kan ske. Det er vigtigt at se langt frem og planlægge din kørsel. Hvis du f.eks. nærmer dig en bakke, hvor du tænker, at der kan være stærkt sollys, så slå solskærmen ned med det samme.
Beskidte ruder kan også øge skær og skabe dårligere udsyn og dermed forværre problemet med blænding, og det er ikke nok kun at vaske dem på ydersiden. Der sætter sig nemlig også hurtigt meget snavs på indersiden af glasset. Det er også en god idé at sørge for, at spejlene er pudset og dermed mindske genskin, ligesom rene lygter forbedrer sigtbarheden.
Rene og rigtigt tilpassede briller bør også være en selvfølgelig, når du kører bil. Gerne suppleret med et par solbriller med polariserede glas, som er et godt våben mod den skarpe sol, lyder rådet fra Per Michael Larsen.
… at brillebrugere, der lader brillerne blive hjemme, når de kører bil, har fire gange så stor risiko for at køre galt.